tirsdag den 30. december 2014

ATC-minialbum 1. del

Jeg bruger rigtig meget tid på Pinterest... Jeg stødte på Marjie Kemper (se www.marjiekemper.com) og blev forelsket i et minialbum, hun havde lavet. Selve albummet er ikke noget særligt, men hun har monteret små ATC-kort i det, og det ser bare så godt ud. Så jeg er i gang med noget i samme stil.

Albummet er indtil videre bare lavet af et enkelt sort stykke karton i 30x30. Det er skåret i tre lige store strimler, som hver er foldet 3 gange, så de får 4 lige store felter, der passer perfekt som ramme til ATC-kort. Jeg har limet de tre strimler sammen, så de overlapper hinanden, og dermed er der ti felter tilbage til at montere ATC-kort på. Jeg har lavet de første 5 ATC-kort og monteret dem i albummet. Jeg skal så have lavet de sidste 5, og det satser jeg på at nå, inden jeg igen skal på arbejde på mandag... Jeg overvejer, om der skal laves en form for indpakning evt. vha. mit envelope punch board. Men det kan også være, at det bare for lov at stå som en lang strimmel... Vi får se.







lørdag den 27. december 2014

Miniature-komfur og grydelapper

Jeg har været i gang med at lave et komfur til mit lille dukkehus i fransk landstil, ud fra en vejledning jeg fandt på nettet her.
Gryden lavede jeg for længe siden af et plastiklåg og en knap. Bollerne er lavet af vand og mel, og efter bagningen har de fået en gang lak.
Grydelapperne lavede jeg lige tre sæt af, da har jeg tre komfurer stående. Jeg har bare limet bånd rundt om stof og så sat en hank på af sytråd. Og I må leve med, at billedet vender på siden...

fredag den 26. december 2014

Bryllups-minialbum

Det er efterhånden længe siden, jeg faldt over denne papirserie hos Hobbyboden - jeg var bare nødt til at lave et minialbum med dem. Det er KaiserCraft's "75 cents Collection". Jeg har lavet albummet af sorte papirsposer, som jeg havde liggende fra, da jeg var på minialbum-kursus på Scrap-a-mania for nogle år siden hos Riddersholm Design. Albummet her er lavet på samme måde. Jeg fik lavet selve albummet og sat papir på de forskellige sider, og så kom det ellers bare til at ligge... Jeg havde ikke lige de billeder, der skulle i, og det virkede lidt forkert at pynte det færdigt uden at have billeder i.

Min veninde blev gift med en englænder i ægte Charleston-stil i august 2013, og så var de rigtige billeder der pludselig! Men igen kom billeder og album til at ligge og vente - det er bare ikke altid nemt at få tiden til at slå til. Men nu er det altså juleferie, og vi slapper helt vildt meget af, så der bliver også tid til lidt hobby-hygge. I dag har jeg derfor endelig fået albummet færdigt. Vi får besøg af min veninde og hendes mand her i juleferien, så nu må de hellere få albummet. Billederne er ikke helt skarpe, men jeg har valgt at lade dem være sådan, da det jo er billeder af dem.

Forsiden
 
 
 
 
 
Bagsiden
 Og herunder kommer en række tags, der er lagt i lommerne.
 
 
 

torsdag den 25. december 2014

Fødselsdagskort til Christina fra fødselsdagsgruppe 4

I dag er det Christinas fødselsdag, og jeg har lavet dette kort til hende. Det er Tim Holtz dies, og papiret er fra Echo Parks juleserie Reflections Christmas.
 

tirsdag den 23. december 2014

Fødselsdagskort til Tanja fra fødselsdagsgruppe 4

I dag er det Tanjas fødselsdag, og jeg har lavet dette kort til hende. Det er Tim Holtz dies, og papiret er fra Echo Parks juleserie Reflections Christmas.


tirsdag den 16. december 2014

Julekort-kit

Der kommer mange julekort-kits med bladet Papercraft Inspirations, og jeg har netop samlet endnu et af dem, og de er allerede på vej til modtagerne...

søndag den 14. december 2014

Sylvias Haberdashery (syartikler)

Så blev det endelig færdigt! Jeg købte det skønne kit hos Sylvia fra Holland på Farum messen i maj. Det skønne ved Sylvias kits er, at de indeholder ALT - alle de små lækre detaljer er med, så det endelige projekt bliver bare superlækkert. Jeg har været i gang i den sidste måneds tid, men nu er det altså færdigt. Jeg er glad for det og synes, det er blevet rigtig godt. Jeg har holdt mig meget op af Sylvias oplæg og billede, dog har jeg malet bagbeklædningen hvid. Det har været skønt at arbejde med.
Her er så hele baduljen :-). Selve reolen er lavet af 3 mm krydsfiner, bagbeklædning i overskab og underskabe er lavet af tyk kraftpap. Skufferne er lavet af 1 mm krydsfiner, dog er bunden lavet af tyk kraftpap. Alle de små deltaljer har fået lidt brun sværte på kanterne for at give lidt patina.
Overdelen: Blonderne er viklet om tykke stykker tyk kraftpap. Den lille runde Sigaut-æske er også lavet af tyk kraftpap. Båndrullerne er en stump sugerør monteret mellem to papirskiver med hul i.
De runde og de firkantede æsker er lavet af tynd kraftkarton. De runde er formet rundt om elektrikerrør med udv. diameter på hhv. 16 og 19 mm. De små knap-pakninger er udklip fra kittet, som er limet på tyk kraftpap. Den lille kurv er en lille æskeformet plastikdims, som er beklædt med hvidt stof og fyldt med bånd, blonder, perler, pailletter og et par nåle.
Det ene skuffemodul, hvor nogle af skufferne er blevet overfyldte med stof, blonder, perler, knap-pakninger, perlekæde mv. Grebene på skufferne er små messingsøm med en lille perle på.
Det ene underskab: her fyldt med stof - de nederste er viklet om tykt kraftpap.
Underbordet står der bl.a. endnu en papæske, samt en lille kurv med symønstre. Kurven er lavet af karton, og der er monteret en stump blonde omkring. De små blå hæfter forrest er udklip fra kittet monteret på tykt kraftpap.
Den lille hjertestander er lavet af 1 mm krydsfiner. Garnrullen er en stump sugerør med broderegarn viklet om. Saksen er en lille kjolehægte, der er rettet ud. Den lille æske er lavet af hvid karton, og så er der monteret et silkebånd omkring. De runde æsker er igen udklip fra kittet monteret på to små skiver af tyk kraftpap. De har fået lidt inka-gold på kanterne.
Og det andet underskab...


mandag den 8. december 2014

Miniature-juletræer

I sidste uge havde vi møde i miniatureklubben i Skanderborg. Jeg havde lidt med, så man kunne lave julestjerner (blomster) og mistelten. Inge havde med til at lave nogle supersøde juletræer. Inge havde støbt gipskegler, som vi beklædte med moslignende fnuller og små perler. Krukkerne havde Inge også støbt.

onsdag den 26. november 2014

Kaskade-kort til Kirsten

Min veninde Kirsten har fødselsdag i dag, så har jeg sendt hende dette kort. Det er et kaskade-kort, som jeg opdagede på pinterest for noget tid siden. Jeg fandt bl.a. denne vejledning. Egentlig meget simpelt, men man skal lige finde ud af, hvordan man pynter det... Jeg har sat et skrivefelt på bagsiden.

torsdag den 20. november 2014

Mist, maling og masker

Sikke en dejlig aften! 
Min datter og jeg var på kursus i Hobbyboden i Odder. Vi har smattet og grattet og så farlige ud, men hvor var det hyggeligt og sjovt. Vi var kun seks på holdet, så Gitte overraskede os med, at vi skulle splatte amok på lærreder til sidst, efter at vi havde afprøvet en masse forskellige teknikker på tags. Det var så fedt. Gitte er god til at holde kurser, og det er bare så skønt, at man bare skal møde op, og så er alle materialer og redskaber klar. 


tirsdag den 18. november 2014

Miniature-jul


Jeg har lige lavet lidt julerier til dukkehuset. Det blev til en julestjerne og en mistelten.

Og her er det meste af det, der blev brugt til at lave det...



søndag den 9. november 2014

Jeg kom til at købe et hus...

Jeg har lige i dag haft min mand med ude hos Lise fra Skanderborg Miniatureklub, for jeg kom til at købe hendes dukkehus... Det er kæmpestort! Det måler B120xH128cm. Det kunne ikke være i bilen, så vi måtte have traileren med. Jeg havde tænkt, at det evt. kunne stå på loftet nogle år først - men det er for stort til at kunne gennem loftslemmen... Så nu står det i soveværelset. Lise og hendes mand har bygget det efter tegninger fra Minimundus, og hun har været så sød at efterlade en del lamper og gardiner til mig. Der er monteret skinner med plexiglas på forsiden - derfor er der lidt genskin.


fredag den 7. november 2014

Herrekort

I forgårs fik jeg lavet to herrekort - det ene viste jeg i går, og her kommer så det andet. Også dette har jeg lavet et kort fundet på pinterest. Det er skønt med inspiration lige ved hånden i en snæver vending :-). Kortet jeg fandt, kan du se her.
Papiret er fra en 6x6 blok fra Echo Park, serien This & That.

torsdag den 6. november 2014

Herrekort

Så har jeg igen været ved at lave herrekort - faktisk nåede jeg at lave to kort i går, på trods af at jeg var hjemme kl. 15.30, alene med ungerne og til svømning med dem. Jeg var lige lidt presset på tiden, selvom jeg længe har vidst, at jeg skulle lave de to kort. Derfor startede jeg med at kigge på pinterest, så jeg måske kunne finde en god ide at tage udgangspunkt i. Jeg fandt dette kort, hvilket man også kan se... Papiret er fra en 6x6 blok fra Basic Grey fra serien Serenada. Bilen er stemplet, og urene er lavet med embossing-folder. Teksten er først stemplet med sort, og så gav jeg det lidt glossy accents bagefter for at fremhæve det.
 


søndag den 2. november 2014

Kort til fætter Philip

Vores nevø - børnenes fætter - Philip blev 20 år i går. Vi skal til fødselsdag i dag. Jeg har lavet dette kort til ham.

fredag den 31. oktober 2014

torsdag den 30. oktober 2014

mandag den 27. oktober 2014

Fødselsdagskort til en veninde

Min barndomsveninde, Ulla, bor i London, og hun bliver 40 år i dag. Jeg har lavet dette Box-fold-kort til hende. Papiret er fra My Minds Eye. Blomsterne er lavet med to Tim Holtz blomster-dies, og så er de samlet på kryds og tværs med farvede brads.

mandag den 20. oktober 2014

Kobberbryllupskort

Vore venner, Susanne og Jens Frederik, har kobberbryllup i dag, og jeg har lavet dette kort til dem. Jeg har brugt en spellbinder die sammen med kobber-karton.

søndag den 19. oktober 2014

Quilling

Vi har været på camping i Kollund ved grænsen og nær Gråsten. Min datter Julie og jeg var lige en tur forbi Karen Marie klip. Jeg faldt for nogle hvide engle, som jeg tænkte, ville være søde på juletræet eller en troldegren. Så jeg købte lidt hvide strimler. Jeg satsede på, at jeg kunne finde opskriften på Karen maries youtube, men der var desværre kun vist selve kjolen, og selvom det er lykkedes at lave en engel, så er det nu nemmest, når man har de rigtige mål på de forskellige dele. Men heldigvis skal Julie og jeg også til Kreative Dage på lørdag i Fredericia, og der plejer Karen Marie klip også at komme, og så må jeg hellere købe en engleopskrift med hjem. 
Fuglene købte jeg en opskrift på for et par år siden, men det blev ikke rigtig til noget, for hvad er det lige, man skal med dem, når man har lavet dem? Hos Karen Marie klip så jeg denne gang, at der var lavet hvide fugle, som var hængt på et juletræ, og det var sødt. Så disse fugle skal hænge på vores juletræ i år. De er nu ret søde, og de kunne egentlig også fint bruges på kort :-).

torsdag den 16. oktober 2014

Endnu et læs julekort



Og der skulle laves endnu et læs julekort, igen 15 stk. Det blev klaret over et par aftener, hvor jeg først lavede en model, så standsede alle de mange dele ud ( hip hurra for Big shotten!), og dem pakkede jeg så sammen. Og så afsted på campingtur, hvor jeg kunne samle det hele til 15 færdige kort. Det er igen Vivi Gade papir, jeg har haft gang. Nå, kan desværre ikke vende det nederste billede her på mobilen...

mandag den 13. oktober 2014

Tag til min mor

I går var vi til fødselsdag hos min mor. Jeg havde lavet dette tag til hende. Hun laver også en del kort, så selvfølgelig skulle jeg have et hjemmelavet kort med til hende. Jeg kan rigtig godt lide at lave tags med sværte og stempler mm. De store blomster er lavet med hvid embossing. De små blomster er lavet med guldfarvet Perfect Pearl.