mandag den 24. februar 2014

Grammofon til dukkehuset

Jeg havde besøg af Kirsten i fredags, og vi fik lavet denne lille grammfon. Vi har som udgangspunkt fulgt vejledningen fra bogen "Edwardian Era, Miniatures in 1:12 Scale" af Jane Harrop, se www.janeharrop.co.uk/. Tragten er lavet af en lille trompet til juletræet.

søndag den 23. februar 2014

Skrivebord til dukkehuset

Så blev det endelig færdigt, det lille skrivebord til dukkehuset. Jeg købte det som et kit med materialer og vejledning på Farum-messen i maj 2013. Det er et af Sylvias kits, se http://lutjeboudel.punt.nl. Det skønne ved Sylvias kits er, at der bare er det hele med. Det er ikke kun en vejledning til et møbel - materialerne til alle de små ting og sager er også med, så når man er færdig med det hele, så har man et fuldstændigt projekt. Til gengæld tager det lidt tid at læse vejledningen igennem og forstå den, men det har vel også sin charme...


tirsdag den 11. februar 2014

Kobberbryllupskort

I dag har vores gode venner, Anette og Jan, kobberbryllup. Jeg har lavet dette kort til dem. Billedet fandt jeg på nettet.

fredag den 7. februar 2014

Min første ATC-swap: Vintage Valentine

Jeg har deltaget i min første ATC-swap. Jeg har hørt om ATC-kort før, men har aldrig selv lavet nogen. Vivi startede en swap på Scrapsisters, og jeg var da nødt til at være med. Vi er 7 i gruppen, hvor temaet er Vintage Valentine, og her er mit bud. Kortene må ikke være helt ens, så de er en anelse forskellige... De små billetter er hentet på Vivis blog.
I dag har jeg modtaget ATC-kortene fra de andre, og de er rigtig fine. Det har været hyggeligt at deltage. Jeg er nu så småt i gang med ATC-swap nr. 2...



onsdag den 5. februar 2014

Miniaturekurv

I tirsdags lykkedes det mig endelig at være med til den månedlige miniatureaften i Skanderborg Miniatureklub. Vi fik en dejlig mail på forhånd fra Inge, om at hun havde forberedt små kits til os, så vi kunne lave disse søde små kurve. Hun havde forberedt det superflot, og hun havde savet kurvebunden ud til os samt boret det 27 små huller i dem alle - det havde vist været noget af et arbejde at få det til at passe med et ulige antal samtidig med at de skulle fordeles jævnt hele vejen rundt! Ståltråd blev monteret i alle de små huller, og så var det bare at gå i gang med at flette. Min kurv blev helt færdig - det er jo altid dejligt, når det lykkes :-).
Inge havde lavet flere forskellige modeller, nogle var bejdset, nogle var malet, og andre var ubehandlet ganske som min, og min får vist lov til at forblive ubehandlet...

mandag den 3. februar 2014

Layout fra trætoppene ved Bledsøen i Slovenien

Sommerferien 2013 gik turen til Bledsøen i Slovenien. Det var et pragtfuldt sted - vi plejer at skifte campingplads ca. midtvejs i ferien, men dette år blev vi ved Bledsøen hele ferien, for det var så skønt. Billederne her er fra Martins 7-års fødselsdag, hvor vi oppe og klatre i trætoppene på et bjerg ved søen. Det var rigtig fedt, og det skal vi helt sikkert prøve igen.
Papiret er igen fra My Minds Eye og det samme gælder kage-diecut'en. Borderne og de runde pyntedimser er fra Pink Paisley.

søndag den 2. februar 2014

Layout med Martins sæbekassebil

For et par år siden byggede Finn og Martin en sæbekassebil til Martin - den blev noget stor, så den fylder en del i garagen... Men fin er den! I august 2013 var der sportsfest i Gl. Rye, og der var sæbekasseløb for første gang. Martin fandt en flok drenge i klassen, der ville hjælpe med at skubbe og køre den store bil i løbet. Det var en flok glade og stolte 7-års drenge, der var med i løbet. Bilen var tung, så de vandt ikke i hurtighed. Men bilen vandt en præmie for "Flotteste sæbekassebil", så både drenge og far-Finn var stolte. Præmien var et gavekort til kiosken, og det blev straks brugt til slush-ice. Og Finn fik lov at beholde beviset, som nu hænger på væggen i vores garage :-).
Papiret er fra My Minds Eye. Jeg har igen brugt værktøjsdien, som er fra Olba og vistnok købt hos Hobbygården. Bilerne er stemplet på kraft-karton, så har de fået en gang Glossy Accents.


lørdag den 1. februar 2014

Kort til 25-års jubilæum

En god kollega, Jesper, har netop fejret 25-års jubilæum, og det blev fejret på Korning Kro. Jeg har lavet dette kort til ham. Jeg har ikke brugt værktøjsdien før og blev først lidt skuffet over, at værktøjet ikke var "massivt", men jeg er vist endt med at have vænnet mig til det...