Scrapbooking - eller på dansk "at lave scrapbog" er meget udbredt i USA og opstod i 70’erne. Det er den 2. største hobby i USA, og som så meget andet har vi efterfølgende lært det af dem. I USA måler man i inches/tommer, og derfor gør vi også det i scrapbooking-verdenen.
Kort fortalt handler scrapbooking om at bruge sine fotos på en sjov og kreativ måde. Man klippe/klistrer sig til et lækkert fotoalbum, hvor billederne understøttes af sjove tekster, pyntedimser, kortstumper, billetter, så det tilsammen fortæller en historie. Det kan være en enkelt side, der fortæller om en fastelavnsfest, og måske laver du et helt album, der fortæller om din ferie til Australien… eller dit bryllup. Så gem endelig forskellige små minder, såsom billetter, turistbrochurer, strandskaller, lidt af sløret, et bordkort o.lign, så har du allerede noget pynt klar.
En scrapbooking-side (= LO / layout) måler typisk 12x12”, eller ca. 30,5x30,5cm, men der laves også meget i 6” eller 8”, og minialbums kan laves i alle størrelser.
Scrapbooking er altså en kreativ hobby, men det er også en social hobby. Der findes mange scrapbooking-klubber i Danmark, og der laves masser af arrangementer, hvor man mødes og scrapper sammen.

Hvordan kommer jeg i gang med scrapbooking?

Først har man brug for lidt udstyr:
- papir (mønster og ensfarvet)
- lim og dobbeltklæbende tape
- en skarp saks
- nogle skriveredskaber
- pynt
- en skæremaskine (og/eller hobbykniv, metallineal og skæreunderlag)

Man behøver ikke være den store kreative kunstner for at lave en scrapbog. Man kan hente masser af inspiration på nettet på forskellige scrapbook-sider, start fx på www.scrapsisters.dk, som er et online scrapbooking-magasin, og et online forum der bruges meget flittigt af rigtigt mange scrappere. Her er der også et galleri med sider, andre har lavet.
Find en færdig scrapbooking-side som du godt kan lide og brug den som inspiration til at komme i gang. Mange bruger også skitser (på engelsk: sketch) til at opbygge deres side med. Dem vil du også kunne finde på nettet.
  1. Start med at finde det eller de fotos frem, som du vil bruge. Tag stilling til, om skal være et enkelt- eller dobbeltsidet scrapbook layout, samt hvilket foto, der skal være i fokus.
  2. Vælg så et scrapark der matcher farverne i dine fotos, og som kan danne baggrund for dit LO – måske finder du et scrapark der har et motiv, der matcher dit billede.
  3. Og så skal der vælges pynt – find alt hvad du har i matchende farver: Knapper, blomster, scrapark, karton, blonder, bånd, stickers, pyntedimser mm. Noget pynt kan du selv lave vha. stanseværktøjer, skabeloner, stempler mm.
  4. Læg fotos og pynt ud over baggrundsarket, og flyt med tingene indtil du er helt tilfreds med opstillingen. Klæb så det hele fast.

Lignin- og syrefri

De materialer, der skal bruges til scrapbooking, skal være syrefri (acid free) og ligninfri, da syren kan ødelægge både papir og foto med tiden.
Lignin er en kemisk bestanddel, der findes i træ og andre planter. Der bliver ofte en lille del tilbage, når træet bliver omdannet til papir. Det kræver en ekstra behandling for at fjerne ligninen, derfor er papiret ofte en smule dyrere.

Du kender sikkert problemet med tape og papir, der har ligget i nogle år. Papiret er blevet gult og sprødt, og tapen har lavet grimme pletter på papiret. Derfor er det vigtigt at undersøge om papir, lim, tape, penne, dimser og andre ting man vil bruge, er syrefri. Er man i tvivl, kan man købe en syretest-pen. Så kan man selv teste tingene, inden de bruges. Processen går dog ikke så stærkt. Men det er en god idé at holde øje med dine sider, når du alligevel engang imellem kigger i dit album.
Dine billeder og din scrapbog har bedst ved at blive opbevaret tørt ved stuetemperatur.
Det er derfor en rigtig dårlig idé at lægge din værdifulde bog på loftet. Der er ofte fugtigt, og det vil gå ud over papiret og billederne med tiden. Ligeledes er varme og direkte sollys ikke godt at udsætte scrapbogen for.

Din scrapbog

Scrapbøger kan købes i mange forskellige størrelser. De største er lavet, så lommerne passer til scrapark, der måler 12x12 tommer (30,5x30,5cm). Der er ofte 10 lommer i bogen, når man køber den. Mange af bøgerne kan udvides med ekstra sider – enten er der D-ringe i dem, så de kan klikkes op, eller også er der nogle små skruer, der skal løsnes.

Der findes også scrapbøger i målene 6x6" og 8x8". Disse bøger kan være gode til en bestemt begivenhed, fx et bryllup, en barnedåb eller til konfirmanden.
Der findes også forskellige pap-minialbums, hvor man selv dekorerer selve albummet. Og endelig kan man også selv lave sin bog af scrappapir, nogle ringe eller bånd til at samle bogen med. Søg på minialbums på nettet og du vil se masser af ideer til den slags.

Pynt og dekorationer

Du kan i princippet bruge de fleste ting til pynt på din scrapside. Man har ofte nogle knapper, sikkerhedsnåle, bånd og andre nipsting. Her er en lille liste over nogle gode ting at bruge. Der findes selvfølgelig et hav af andre ting, og der kommer hele tiden nyt på markedet.
Snøreringe/ eyelets/ nitter: De kan bruges til at sætte ting og fotos fast med, og man kan bruge hullet til at fæstne bånd og andet pynt. De kan købes i mange forskellige farver, størrelser og former. De kræver monteringsværktøj.
Stempler: motiver, tekster og alfabeter. Nogle er monteret på en træklods, clear stamps og umonterede gummistempler monterer man selv på en akrylklods, som kan bruges igen og igen. Det er lidt en smagssag, hvad man bedst kan lide at arbejde med. Men clear stamps kan man se igennem, og dermed er det nemt at stemple det rigtige sted.
Stempelsværte fås i alle tænkelige farver, og dermed kan man stemple, så motiverne matcher det layout man er i gang med. Desuden er stempelsværte godt til sværtning af kanter.
Brads er små 'stifter' med hoved. Stifterne stikkes i gennem et hul i papiret og splittes.. Også kendt som poselukkere, men til scrapbooking er hovedet typisk farvet eller med et motiv.
Punches/stansejern fås med alle mulige motiver, så man kan lave sit eget pynt. Det kan være blomster, sommerfugle, stjerner mm. Border- og hjørnepunches kan lave også lave fine rammer til dit layout.
Stickers er færdige klistermærker i alle afskygninger, som du kan pynte med
Blomster findes i alle farver og størrelser, og det er sødt at kombinere flere farver og størrelser til en blomst – de kan fx samles med en brad.
Bogstaver bruges til fortælling i dit layout.

Brug scrap-materialer til andre ting


Scrapbookingmaterialerne er lækre, og de kan sagtens bruges til andet end. Man kan dekorere dåser, madkasser, lave små notesblokke, kalendere, små æsker og meget mere. Du kan også scrappe dine bedste opskrifter, din adresseliste, din gæstebog mm.
Og så er materialerne også fantastiske til at lave flotte hjemmelavede kort med